Mit navn er Nina Augustinussen og navnet bag NinArt. At skabe noget er ren livskvalitet, og jeg finder stor glæde og passion, hver gang jeg står foran et lærred. Jeg er typen, der bare ikke kan lade være med at tænke kreativt, uanset om det er på lærred, når jeg designer og syr brudekjoler, underviser eller indretter mit hjem. 

Jeg er selvlært kunstner, og i dag udstiller jeg på gallerier, i kunstforeninger og på messer rundt om i landet. 

Jeg er vild med at skabe og se, hvordan idéer kan blive til virkelighed.  Min energi og glæder kommer til udtryk i alt og alle jeg omgås. Det er i hvert fald det, jeg stræber efter, og jeg ved, at det kræver vedholdenhed, at være modig og naturligvis at gøre sig umage hver gang, for det betaler sig. Min kreative proces udspringer af idéer, jeg får af musik, mode, mennesker omkring mig, stemninger, bygningsværker og naturen.  Det nærmest kribler i mine fingre for at skabe, og når jeg først starter på det store lærred, glemmer jeg alt om tid og sted. 


NinArt opstod pludselig en aften, og navnet vil stå på mine værker, som altid er malet på lærreder i højeste kvalitet.​ Jeg har mit lille atelier i egen bolig i Næstved. Det giver mig en frihed at kunne male, når det passer ind. Jeg har ikke faste åbningstider, men er altid klar til at fremvise efter aftale. 

Jeg er 45 år og mor til tre drenge på 10, 17 og 19 år. De ser en mor, der forfølger sine drømme. Jeg føler mig meget heldig, og jeg mærker en stor opbakning fra familie og venner omkring mig.

Jeg håber, min kunst sætter positive tanker i gang hos beskueren. Jeg er dybt taknemmelig for folks interesse for min kunst og er utrolig spændt på, hvor den vil bringe mig hen i fremtiden.